More

    Julie Hougaard Nielsen

    Relaterede Artikler

    Hvis du ikke ved, hvem Julie er og har brug for en kort præsentation, så er hun den første danske kvindelige atlet, som har kvalificeret sig individuelt til CrossFit Games.
    Hun har netop været afsted igen. Denne gang til Thailand, hvor der var VM i vægtløftning. Selv formoder hun, at det kunne blive hendes eneste VM, da niveauet i vægtløftning hurtigt stiger i Danmark og at hun måske ikke er aktuel til næste VM… Et flatterende træk ved Julie er, at hun er meget ydmyg om, hvor god hun egentlig er.

    Vi møder Julie lige efter, at hun har været til Danmarks største CrossFit konkurrence Butcher’s Classic. Det har været en hård omgang og hende og hendes svenske makkerinde Sara Armanius blev nummer 4.

    Hvordan er du kommet i gang med CrossFit og har sport altid fyldt noget for dig?
    Jeg startede med at dyrke sport, som barn, da min mor sagde, at både mig og min bror selv måtte bestemme hvad vi ville gå til, men at vi skulle gå til en eller anden sport. Jeg gik til gymnastik og svømning. Svømning endte jeg med at dyrke på eliteniveau. Herefter dyrkede jeg traditionel fitness træning, men en dag prøvede jeg CrossFit og fandt ud af, at det var noget helt andet. Det var sjovt og slet ikke, som jeg havde prøvet at træne før. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle træne nu. Variationen og dét, at man kan lide sammen kan jeg virkelig godt lide.

    Følger du dagens WOD på hold og træner du alene eller med andre?
    Jeg træner mest sammen med andre. Jeg har to faste trænings-makkere. Jeg synes, at det er blevet kedeligt at træne selv. Det bedste er at træne med nogle, der er bedre end mig og som kan udfordre mig samt, at vi kan presse hinanden. Jeg er selv instruktør på holdene og underviser en aften om ugen i Banken. Jeg følger programmeringen fra The Progrm med 1-2 træningspas om dagen afhængig af, hvad jeg har tid til.

    Det må have krævet en del af dig at jonglere med lægestudie og træning?
    Det har det også. Jeg er vidst lidt kendt for at komme cyklende med lidt for mange tasker, fordi jeg tager direkte fra det ene til det andet og nemt fylder hele min dag ud med gøremål. Nogle gange kan jeg godt hade mit eget ambitionsniveau, men jeg finder stor tilfredshed i at få ting ordnet. Jeg hader at spilde min tid. Men jeg bør blive bedre til det ind i mellem. Det har været vigtigt for mig at kunne passe mit lægestudie og samtidigt træne på højt niveau. Det ene udelukker jo ikke det andet og selvom jeg har haft supplerende arbejde ved siden af både studiet og træning, så har jeg altid formået at passe det hele. Det handler mest om at prioritere sin tid.

    Hvad gør du for restitution og følger du en særlig diæt?
    Jeg har ikke nogen specielle tricks. Jeg sørger for at få sovet nok og spist nok. Som regel forbereder jeg min mad til den kommende uge om søndagen. Jeg har investeret i nogle mad templates, men jeg følger det ikke stringent. Jeg bruger det mest til at se, om jeg spiser nok. Jeg lever nok lidt kedeligt med en del kylling og den samme ret til middagsmad og aftensmad, da jeg ikke gider at lave mad til mig selv hver dag.
    Jeg får protein og carbs efter hvert træningspas, og derudover spiser jeg diverse vitaminer og kosttilskud. Hver aften drikker jeg en shake med Casein-protein og kreatin (i perioder). Pre-workout bruger jeg mest på de kritisk trætte dage, men jeg drikker ofte en energidrik, som fx NOCCO.

    Det her med kost og kropsidealer fylder en del for nogle kvinder og mænd… Hvordan har det præget din tilgang til fitness?
    Jeg husker som ung svømmer, at min træner mente at jeg måske var blevet langsom fordi, at jeg nok var blevet lidt tyk. Det resulterede i, at jeg i en periode ikke spiste nok, men det er længe siden. Jeg har oplevet at kvinder gerne vil være tonede, men ikke have for store arme, eller har været bange for at blive ”for stor”. Personligt vil jeg bare gerne træne, være sund og have det sjovt med det. Jeg har aldrig været mere veltrænet, men heller aldrig haft det bedre med mig selv. Jeg vejer mig som regel ikke. I perioder er det nødvendigt ift. vægtløftning, hvor man bliver inddelt i vægtklasser, så lige pt. er jeg nødt til at holde styr på, hvad jeg vejer. Sidst kom jeg til at rykke en vægtklasse op, da jeg vejede lidt for meget. Der er dermed en mening med det og det handler ikke om hvordan jeg ser ud.


    Det lyder som om, at du har en meget sund tilgang til træning og at du er nede på jorden om det. Har du nogen hobbyer eller interesser ved siden af?
    Selvom min træning fylder meget, laver jeg også mange andre ting. Jeg nyder at bruge tid sammen med venner og veninder, og også min familie. Jeg spiser ofte med min mor og lillebror. Vi er tætte og det kan jeg godt lide at holde fast i. Jeg nyder at læse bøger, og jeg har læst ingen sengetid siden mine forældre holdt op med at læse højt for mig. Det har dog ikke været så meget under et læsetungt studie.Det har en dejlig beroligende effekt. Nogle gange bliver det dog erstattet af Netflix. Da jeg var 11 fik jeg de samlede ”Lord of the Rings” bøger, jeg har læst alt Harry Potter og jeg har netop købt Game of Thrones bøgerne – men jeg kan lide at læse det meste. Jeg er skabs-fan af Marvel universet. Jeg har set alle filmene og synes, at det er sjovt at nørde ind imellem.

    Du er en inspirerende kvinde med nogle gode værdier. Hvad er din hemmelighed?
    Jeg har ikke en egentlig hemmelighed. Jeg er bare meget stædig og vedholdende. Jeg tror, at folk ofte mener, at løsninger skal findes i noget nyt. Derfor skifter de fx program ofte i stedet for at ”comitte” sig til processen. Det samme gælder almindelige ting i livet. Både træning og livet har op- og nedture i perioder og jo mere vedholdende man er, jo bedre klarer man det på den lange bane. Selvfølgelig skal der afveksling til ind i mellem. Det har alle brug for, men der findes ingen genveje (desværre). Desuden skal man huske, at den mentale del af træningen er mindst lige så vigtig. Hvis man gør sit bedste hver dag og forsøger at tage de positive ting med fra hver træning skal man nok blive bedre. Det er altid lettere sagt end gjort, men det gode ved sport er, at selv erfarne folk kan lære nye ting hver dag. Jeg lærer stadig en masse om mig selv, og det er jeg egentlig mest taknemmelig for.

    Artikler