More

    Camilla Brink Jakobsen

    Relaterede Artikler

    Hvert år d. 3 Januar trækker alle danske CrossFittere vægtvestene på og begiver sig ud i vintermørket for at lave 7 runder af: 400m Løb, 21 Lunges, 15 Pullups, 9 Burpees – Dem af os der kan iføre os en vægtvest.  

    Det gør vi for at mindes den faldne danske Jægersoldat René Brink Jakobsen. 
    Det er vores Murph og mit indtryk er, at det er med en vis portion stolthed vi løber ud af døren – ikke stolthed over hvad der skete, men stolthed over at vi kan samles sådan og mindes en helt. En af vores helte!

    Men hvad betyder det for de efterladte at vi laver en Hero WOD og hvem er menneskerne der står tilbage med et tomrum og et savn, som ikke kun opstår d. 3 Januar hvert år? Mød Camilla, enken til René og mor til deres fælles 3 børn: Thor, Maja og Sara. 
     
    Vi tog en snak om noget alle mennesker kan få brug for: At rejse sig stærkere! 

    Camilla, Maja, Sara, René & Thor

    Nu her 7 år efter ulykken, hvad fylder så mest? 
    At børnene ikke har deres far. At de skal vokse op uden alt det fantastiske han kunne have givet til dem – Og så savnet! Savnet over at den jeg skulle have delt alt med og de ting vi skulle dele forsvandt på et splitsekund, Jeg blev pludselig nødt til at dele det ud på andre mennesker. Der var et par venner der blev skiftet ud, men der var også venner som kom til. Vi snakker stadig om far (René) hver dag, men det er på den gode måde. Det kan være at jeg finder en af hans t-shirts til vask og så er det fordi en af pigerne har sovet med den eller ved middagsbordet hvor vi på en eller anden måde kommer ind på ham eller ”det ville han også have sagt”. 

    Nåede René at møde Thor? 
    Ja René var udsendt og fik orlov da jeg skulle føde og var så hjemme i noget tid inden næste udsendelse. Vi har også billedet her hvor René holder Thor som lille (se ovenstående). Det er jeg glad for at vi fik! Han blev udsendt i december og januar skete ulykken. 

    Savnet over at den jeg skulle have delt alt med og de ting vi skulle dele forsvandt på et splitsekund, Jeg blev pludselig nødt til at dele det ud på andre mennesker.

    Havde dig og René snakket om, hvis han nu ikke kom hjem igen fra en udsendelse? 
    Ja det havde vi af flere omgange. Jægerne og alle soldater har jo et særligt virke, som gør at der er en forhøjet risiko for at de ikke kommer hjem igen. Vi havde talt om at han ønskede det bedst mulige liv for mig hvis han ikke kom hjem igen og han havde fuld tilllid til at jeg ville og kunne opdrage og løfte forældrerollen i hans ånd. 
    René havde også skrevet sin sidste vilje, den indebar blandt andet at en fælles venKlaus skulle hentes før jeg fik overbragt nyheden, så han kunne blive der bagefter. Jeg tror også at René’s ulykke var med til at sørge for, at de af Jægerne som manglede at tage denne snak med deres koner og kærester fik gjort det. 

    Hvordan ændrede livet sig for dig, i perioden efter ulykken? 
    Det var som at trække en streg. Hele livet blev noget andet efter det! 
    Det første år efter René døde var det som om at alting skulle prøves for første gang – altså uden ham. Højtider, fødselsdage og selv de små ting. 
    Jeg tog mig selv i at spørge: ”Hvad ville René have gjort?” i forskellige situationer og endnu mere spurgte jeg mig selv ”Hvem er jeg?!”. 
    Jeg havde næsten lige fået en lille dreng og efter min barsel kom jeg tilbage på arbejde som Fysioterapeut. 
    Jeg fik tilbudt at komme på Stifinder Programmet af Lasse Zäll som bruger Jægersoldater i programmet. Det er et særligt personligt og lederudviklingsforløb af 3 moduler. Da jeg fik tilbuddet var jeg ikke klar, men jeg er glad for at jeg blev det. Det gav mig mulighed for at mærke efter på en anden måde og det var meget givende! Et halvt års tid efter at jeg afsluttede Stifinder, sagde jeg mit job op for at være mor i et halvt års tid. Jeg gav slip for at kunne give plads. Jeg blev nødt til det for at kunne have tillid til at der kunne komme noget bedre. 
    Jeg måtte opgive min uddannelse til Osteopat. Det harmonerede ikke med at være alenemor til en lille dreng og samtidig skulle håndtere sorgen som pigerne og jeg selv skulle bearbejde. Jeg fandt senere Body All Mind KropsterapeutUddannelsen. Uddannelsen hjalp mig videre i den personlige udviklingsrejse der var startet på Stifinder Programmet og jeg fik modet til at genåbne min klinik Care4Balance i Skanderborg, som jeg i dag lever af. 

    Hvad er du uddannet som og hvordan bruger du det? 
    Jeg er uddannet fysioterapeut – det var René også. Ligeledes er jeg akupunktør, body all mind kropsterapeut underviser i Fysio Pilates, og lærer på Body All Mind uddannelsen. 
    Jeg er vild med at arbejde med kroppen og sindet udfra at det hele hænger sammen eller har en årsag. Jeg tror på at det psykiske kan aflæses i det fysiske og også vil påvirke dine energibaner i kroppen. Som et tænkt scenarie kunne det være at jeg har en klient med problemer omkring energibanerne nyre og blære, så vil vedkommende formentlig have tilbøjelighed til at døje med stress, angst og/eller kontrolbehov, men det han eller hun vil komme i klinikken med er en nakke/skulder eller lyske problematik, som fx generer i crossfit træningen. 
    Omvendt så vil en fysisk skade i skulderen også have potentiale til at påvirke dig psykisk udover bare smerten, med hele scenariet med ”Kan jeg nu ikke træne!?!”. 

    Brugte du selv træning, som del i din sorgbearbejdning? 
    Ja det gjorde jeg. Jeg har altid været aktiv og tidligere i mit liv dyrkede jeg kunstskøjteløb på konkurrenceplan. I min bearbejdning af sorg fandt jeg meget energi og positivitet ved tid for mig selv og fysisk træning. Tid hvor jeg kunne dyrke mig selv, mærke efter og reflektere. Jeg cyklede, løb, dyrkede CrossFit og yoga samtmeditation. 
    Jeg kunne rigtig godt lide vekselvikningen i aktiviteterne så der ikke var noget der blev for ensformigt og det gav balancen mellem den hårde og hurtige træning og det bløde og langsomme. Jeg kan godt lide at træningen er funktionel – det kunne René også, det skulle faktisk kunne bruges til noget for at han så mening med det. Derfor foretrak han Crossfit. Jeg træner stadig og er aktiv uden at det er forbundet med nogen form for sorg eller bearbejdning. Jeg ser det som en måde at fylde mit eget bæger op på. 
    Jeg har for nylig begivet mig ud i Taekwondo, som resulterede i først et flækket øjenbryn og senere et flækket korsbånd og en ødelagt minisk. 
    Det var nok en læring i at hvis vi ikke selv husker at bremse lidt op, så skal vores krop nok gøre det for os. 

    Det er måske 95% mørkt og 5% lys… med tiden bliver det 80% mørkt og 20% lys

    Hvad hjalp dig videre og fik dig til at rejse dig stærkere? 
    Først og fremmest tid. Den har man brug for! Familie og venner og  
    Netværket ved Jægerkorpset hjalp også meget, samt Stifinder programmet. 
    Body All Mind Kropsterapien har også haft stor indflydelse på mig – men alt i alt har tiden været det vigtigste. Jeg har nu sat huset til salg, da jeg også havde en del projekter der, som René og jeg havde planlagt sammen. Ved at få dem færdige er der ligesom en cirkel der er sluttet. Det har været små milepæle, som alt sammen har ført i retningen af at jeg skulle videre. 
    Jeg har samtidig også fundet meget positivt i at være noget for andre! At kunne give videre til andre at trods modgang og hårde tider, så er det ikke 100% kulsort og mørkt. Det er måske 95% mørkt og 5% lys… med tiden bliver det 80% mørkt og 20% lys og med små skridt så bliver det bedre og mere lys kan fylde vores liv. Man kan jo på en måde selv vælge om man vil dyrke sorgen eller bruge den som brændstof til at blive bedre! 

    Hvordan er det for dig og familien det her med René’s Hero WOD? 
    Det er overvældende. Jeg havde regnet med at det ville ebbe ud og gå i glemmebogen, men jeg kan jo se hvert år hvordan det vokser. 
    Det er på en måde svært at begribe at det har så stor mening for så mange. 

    René ville elske at lave den træning, men ikke at være centrum for opmærksomheden, så en god måde at føre det videre på og i hans ånd, ville være hvis man brugte træningen til at mindes alle dem som ikke kom hjem og samtidig sendte en kærlig tanke til alle danske soldater. Det ville René kunne lide! Det er fantastisk at han kan være ansigtet på sådan en aktivitet og at det kan frembringe dette sammenhold og samhørighed.  Jeg synes at Hero WOD’en skal bruges til at komme hinanden ved, som vi er så gode til i CrossFitten’s verden. 


    Kommentar

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Artikler

    Byg en bedre box part 1

    Dette er en idé udsprunget af flere års erfaring med at drive en box. Jeg har begået alle fejlene (håber jeg) og...

    Danske CrossFittere mindes Lasse

    D. 3 August afgik Lasse pludselig ved døden. Lasse var en ivrig CrossFitter og instruktør i Rebild Boxen. Lasse blev 28 år...

    CrossFit – Død over dynastiet!

    Misforstå mig ikke: Jeg elsker CrossFit.Jeg elsker i hvert fald det som jeg selv betegner som CrossFit - Det har intet med...