More

    Bestigning af Kilimanjaro

    Relaterede Artikler

    Skrevet af: Morten Lambek

    I starten af januar tog jeg med Climb For Charity til Tanzania for at bestige Kilimanjaro.
    Kilimanjaro er med sine 5895 højdemeter Afrika’s højeste bjerg og verdens højeste fritstående bjerg. Climb For Charity er organiseret under Børneulykkesfonden og afholder mange ture, som allesammen har tilkoblet indsamling til Legeheltene – Legeheltene er ansat til at lege med og aktivere indlagte børn i Danmark. Et fantastisk formål!

    Kilimanjaro, Det har Amin Jensen også besteget!
    Det var den første besked der tikkede ind i min indbakke da jeg havde slået op på facebook at jeg skulle afsted. Kasper Myrup mente at Kilimanjaro var bjerget man bare gik op på toppen af – og han havde fuldstændig ret! Til gengæld er Kasper ikke så høj, så han har nok aldrig rigtig oplevet den “tynde luft” som findes i højderne før.

    Højdesyge er en reel faktor som man – udfra min viden – ikke rigtig kan træne til i andet end et trykkammer. Der er nøjagtig den samme mængde ilt i luften på toppen af Kilimanjaro som der er ved vandkanten på Rømø, men lufttrykket er noget mindre og dette bevirker at ilten i lungerne har svært ved at finde til blodet. Det var i hvert fald det jeg forstod på lægen Henrik Preisler, som var tilkoblet turen. Alle Climb For Charity ture har en læge med.

    Emil Preisler og jeg som forsøger at finde toppen fra jernbanen i Moshi. Jernbanen var byens stolthed da den nuværende præsident i Tanzania havde fået den genåbnet efter at den havde været lukket siden nazisterne tabte 2. verdenskrig.

    Fra Moshi til Marangu Route.
    Vi var få dage i Moshi før at vi blev kørt til gaten som var vores start til bestigningen.
    I Moshi fik vi set en del af byen på meget autentisk maner med en lokal guide, som tog os med ind på små markeder og stræder der mindede meget om det marked i Wuhan, som pt. er ret udskældt. Vi var afsted 2 gange og mens vi gik rundt var der af og til nogen der råbte af enten os eller vores guide. Vi forstod dem ikke men det lød ikke som om at de råbte “Rart at se jer!”. Vores første guide tog det med ro og med et smil – på intet tidspunkt virkede det farligt eller for spændende.
    Vores anden guide var derimod en noget sjovere type – han råbte igen til dem der råbte noget og nogen gange så råbte han også bare af andre folk. Han var omtrent ligeså høj som han var bred og gik som om at han ejede gaden. Det var super underholdende, men sightseeingmæssigt var det federe med den første guide. Vi endte i et Blik-bodega omringet af blikplader, siddende i afdankede havemøbler på jord i en baggård – her nød vi en iskold Kilimanjaro øl – som smagte overraskende godt!

    Mikkel Schjøtz, mig, guiden-“der råbte af folk” og Thomas Sørensen

    Vi besøgte også en skole / børnehjem inden turen gik til gaten hvor vi mødte en masse søde børn. I første omgang tænkte jeg at det måtte virke lidt mærkeligt at en busfuld hvide mennesker kørte til en skole for at møde dem – til gengæld blev mit indtryk fuldstændig forandret da jeg steg ud af bussen med de andre og så hvor glade børnene var for at se os. Her legede vi med dem i et par timer, uden at være egentlig udfordret af kommunikationen, da de bare gerne ville tumle, hoppe, rende og lege ligesom alle andre børn. Det var en kanon oplevelse.

    Malaria er en mandesygdom, man kan jo få borrelia på Bornholm!
    Det var Mikkels opløftende ord da jeg konstaterede at jeg måtte droppe malariamedicinen fordi at den slog min mave totalt i stykker. Mange andre valgte den fra af samme årsag + området vi var i, ikke var særlig risikofyldt. Jeg kom til erkendelsen, mens at jeg pakkede tasken til selve bestigningen på vores hotel.
    Det skulle senere vise sig at jeg slet ikke behøvede medicinen for at få dårlig mave!

    “Så nu har jeg det hele” sagde Mikkel efter at han kun havde smidt hans vandrestøvler ned i sin kæmpe duffel bag. “Nej vent, jeg mangler min tandbørste!”. Jeg grinte af ham og takkede for at han i det mindste også tog den med. Få timer senere kørte vi mod Marangu Gate, som er 1 ud af 7 Gates ind i Kilimanjaro nationalpark der omkranser bjerget.
    Her tog vores guider den store taske mens at vi selv skulle gå med den lille. Det er sådan det foregår på Kilimanjaro og det er en måde at give tilbage til lokalsamfundet på, ved at benytte bærer osv.

    Lasse Christiansen, Mikkel Schjøtz, Emil & Henrik Preisler

    Den fantastiske natur i løbet af bestigningen starter med regnskoven, hvor himlen i løbet af få sekunder kan åbne sig og “oversvømme” alt. Vi var heldige på vejen op at dette ikke skete, så istedet kunne vi se en del aber der legede i træerne og vores guides som var super betaget af en lille fugl der for mit utrænede øjede mest af alt lignede en krage – de var dog meget sjældne i regnskoven.

    Den første camp var Mandara Hut. Her overnattede vi i små hytter ovenpå et par timers vandring.

    De fleste af os havde valgt at spise Diamox som i et omfang kan forebygge højdesyge. Det gjorde samtidig at man skulle tisse en hel del og vi fik af vide at hvis man skulle det om natten var det en OK ide at tage lys med, så man kunne orientere sig for aberne der vandrede frit. Vores guide setup havde også kokke med så vi fik hver dag serveret mad. Vi fik en suppe vi døbte “Same soup, different name” da den hed alt fra agurkesuppe til tomatsuppe osv. men altid smagte ens. Der går lang tid før at jeg får lyst til den suppe igen, selvom jeg husker den som værende super lækker de første 2-3 gange jeg fik den.

    På 2. dagen gik vi ud af regnskoven og op i et mere hede præget landskab. I alt er der 5 klimazoner man bevæger sig igennem, disse gør også Kilimanjaro til noget helt særligt. Vi sluttede dag 2 i Horombo Hut hvor vi skulle blive dagen efter også for at akklimatisere ordentligt. På dag 3 gik vi så op til 4100m og ned igen til Horombo.

    Dag 4. begav vi os mod Kibo Hut som var sidste stop inden at vi skulle mod toppen. På intet tidspunkt var der klatrearbejde involveret i det vi lavede. Det var bare vandring – men i Horombo og mod Kibo kunne jeg i hvert fald godt mærke at det her med iltoptagelsen begyndte at blive en reel faktor.

    Ørkenlandskabet på vej mod Kibo Hut. Uhuru Peak er bag det højeste snedækkede punkt der ses her til venstre.

    Da vi ankom til Kibo Hut var dette kun for at lave et kortere hvil. Udfra min hukommelse så skulle vi gå igen ved kl 23 for at kunne være på toppen ved kl 6 næste morgen. Det var faktisk først her at det begyndte at blive en fysisk udfordring. Vi havde ladet en deltager blive i Horombo da hun bøvlede med hosteanfald og dette nok ikke ville blive bedre, og i Kibo var jeg i hvert fald ikke den eneste som mærkede højden.

    Vi valgte at dele os i 2 grupper da vi skulle gå mod toppen. 1 gruppe der ville gå langsomt og 1 gruppe der ville gå lidt hurtigere. Disse skulle starte med 45min forskydning og planen var så at vi skulle mødes ved Gilman’s Point – det er den første del af toppen på Kilimanjaro, som man kommer til – Når man dette punkt, betragtes det som at man har besteget bjerget, da det ligger på kraterkanten og befinder sig i 5685m højde.

    Starten på en lang nat mod toppen af Kilimanjaro, kun oplyst af pandelamper, månen og stjernerne.

    Jeg gik med den langsomme gruppe mest pga. selskabet, men det viste sig at det nok var en meget god ide, for ca. 15min inde i vandringen fik jeg dårlig mave – sådan helt akut – og jeg måtte søge ud blandt et par store sten og få bugt med det, mens de andre ventede. Det var lige hvad jeg havde drømt om, nu når vi skulle det sidste stykke!
    Der gik max 10min før at jeg proklamerede pause igen – jeg var åbenbart ikke blevet færdig første gang – og sådan fortsatte det et par gange endnu indtil at jeg fik bugt med det – ved hjælp af en hidsig omgang imodium – mens gruppen under mine “pauser” var fortsat langsomt videre og det betød at jeg ikke rigtig selv fik en oplevelse af pause på vejen op.
    Det var en meget udmattet og sølle Morten der nåede Gilman’s Point hvor vi rendte ind i noget slud og sjap vejr.

    Herfra skulle vi havde crampons på – som er metalpigge til skoene – da der noget atypisk var sne hele vejen fra Gilman’s Point, forbi Stella’s Point og frem til Uhuru Peak.

    Jeg satte mig udmattet og kiggede på de der fucking crampons og kunne slet ikke forstå hvordan jeg skulle montere dem. Mikkel kiggede på mig og kunne godt se at der var lys i vinduerne, men der var ikke rigtig nogen hjemme. Et par stykker blev sendt ned fra Gilman’s Point fordi at de simpelthen var blevet så højdesyge at det var uforsvarligt at de fortsatte.
    Jeg hørte nogle af de andre snakke om at jeg vidst også skulle ned fordi at jeg var så skidt og ærlig talt så havde jeg på dette tidspunkt fået rigeligt Kilimanjaro til at de sidste 200 højdemeter kunne rende mig.

    Mikkel kom mig til undsætning og hamrede mig en kærlig mavepumper og sagde at nu skulle vi hele vejen, så hjalp han mig med at få mine crampons på – det gjorde han et par gange løbende – og så vraltede jeg afsted mod Stella’s Point.

    Ved Stella’s Point var jeg begyndt at sakke så meget bagud og mit konstante behov for pauser gjorde at jeg blev indhentet af lægen Henrik, som gik bagerst under hele turen. Resten af gruppen fortsatte og jeg fulgtes så med Henrik og vores guide Photo, disse 2 legede støttepædagoger for mig. Henrik fik både hældt energidrikke og piller i mig ved Stella’s Point så da vi nåede toppen – var jeg faktisk rimelig frisk igen – selvom vi kom 15min efter de andre. I alt havde det taget ca. 2 timer at gå de sølle 200 højdemeter der var fra Gilman’s point til Uhuru Peak.

    Mikkel og jeg på toppen af Kilimanjaro

    Vi havde også et særligt øjeblik på toppen hvor Jeppe friede til Maria og det var bestemt også med til at løfte stemningen. Begge disse deltagere er læger men uafhængigt af hinanden fik de det også meget skidt og blev hjulpet af Henrik (lægen) – så frieriet var nær ikke endt som planlagt.

    What goes up must come down.
    Da vi så allesammen havde fået de billeder vi skulle og nydt udsigten, så skulle vi ned igen. Jeg personligt er meget dårlig til at forestille mig ting før at jeg står i dem – så jeg ved da ikke rigtig hvad jeg havde regnet med – for det var mindst ligeså hårdt at komme ned fra toppen!

    Emil Preisler og mig

    Da vi kom ud fra det snefyldte landskab startede en lang rutsjebanetur igennem det løse jord og udenom et par sten på vejen. Mine ben var på dette tidspunkt så brugte at jeg havde svært ved at få bremset mig selv når jeg kom op i fart. En guide tilbød mig hjælp og jeg fik noget støtte på rutsjeturen. Pludselig sluttede en anden guide sig til og før jeg vidste af det så havde jeg støtte på begge sider og satte rekordfart ned mod Kibo Hut igen.

    Jeg havde ikke overblikket til at få det projekt stoppet igen og mest af alt så ville jeg bare ned igen, så mens vi fyrede afsted mod Kibo fik vi snakket lidt om alt og ingenting – og jeg fik forsikret de 2 guides om at det de lavede lige nu kunne man dælme ikke betale nogen mennesker i Danmark for at gøre og, at jeg satte stor pris på deres hjælp.

    Vel ankomment til Kibo Hut faldt jeg i søvn som en sten!
    Her skulle vi hvile lidt inden at vi gik mod Horombo igen for at overnatte.
    Da vi vågnede på dag 6 gik vi det sidste stykke ned til gaten hvor vi startede og blev hentet af bussen som fragtede os tilbage til Moshi hvor en del af gruppen skulle videre til Zanzibar og vi andre blev for at flyve mod Danmark dagen efter igen.

    Jeg har 150$ – Det vil jeg gerne give for at blive røvet!
    Ankommet til Moshi og ventende på at tiden var til hjemrejse blev Mikkel rastløs. Han ville ud og være lokal og mente at der måtte være mere eventyr derude. Vi fik ikke lokket nogen med og med Mikkel’s udmelding om at det ville være en meget sej historie at kunne fortælle at man var blevet røvet i Tanzania, så solgte vi den nok heller ikke særlig godt.
    “Tror du ikke at man kan blive skudt for 150$?! Bare et kødsår så der ser lidt sejt ud – Så kan man måske også prøve at få stoppet en blødning med ammunitions krudt og så lappet såret med de der kæmpe myre man bider hovedet af!”.

    Med det i tankerne gik vi så på opdagelse i Moshi – uden guide – og var nede af de mindste veje og stræder for at se børn med fyldte bleer der aldrig havde hørt om Libero og høns der rendte hvor det passede dem. For sådan gør de dernede og vi kom til at snakke om at vi nok egentlig kunne lære en hel del af dem, for hvor var de glade og imødekomne alle de mennesker vi mødte!

    Kilimanjaro med Climb For Charity får 5 stjerner ud af 5 mulige herfra.

    Kommentar

    1. Hej Morten
      Dejligt med en genopfriskning af turen. Det var en fantastisk tur med en flok seje gutter og quinder. Selv om jeg kun nåede til Horombo, ville jeg ikke undvære den tur😉

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    Artikler

    Byg en bedre box part 1

    Dette er en idé udsprunget af flere års erfaring med at drive en box. Jeg har begået alle fejlene (håber jeg) og...

    Danske CrossFittere mindes Lasse

    D. 3 August afgik Lasse pludselig ved døden. Lasse var en ivrig CrossFitter og instruktør i Rebild Boxen. Lasse blev 28 år...

    CrossFit – Død over dynastiet!

    Misforstå mig ikke: Jeg elsker CrossFit.Jeg elsker i hvert fald det som jeg selv betegner som CrossFit - Det har intet med...